Sådan fortæller Steen Andersen, Teamkoordinator i Blaaholm. Tilbage i efteråret præsenterede han en stor opgave til vores lærling Mads. Han skulle producere en svingkran der kan løfte 500 kg, som skal bruges i værkstedet på vores stållager.
”Jeg var godt nok overvældet over opgaven, og det var med nervøsitet og dirrende hænder at jeg gik i gang” fortæller Mads Hvid Olesen, der er 19 år og halvvejs i sin smedeuddannelse.
I dag står der en flot gul godkendt svingkran på vores stållager produceret af Mads! Blot 4 uger var den samlede produktionstid.
Steen er meget stolt af Mads. ”Mads har løst opgaven så flot. Han har fundet stålet på lageret, bearbejdet det og udført svejsningerne ud fra tegningerne. De udfordringer der har været, har han fint løst ved at søge hjælp hos dine kollegaer.”
Blaaholms smedeteam har også vist deres styrke i processen, da de hver især har støttet Mads i arbejdet med kranen. ”Martin Mortensen er god til problemløsning, så der har jeg brugt ham. På svejsearbejdet er det Torben Klaaby, der har hjulpet mig og Per Slot har støttet mig under montagen” fortæller Mads.
Vi spørger Mads hvad han især har lært af projektet. Han smiler og siger ”Jeg har lært på den hårde måde at præcise opmålinger er afgørende. Jeg har måtte lave nogle ting om, fordi jeg i starten sløsede med opmålingerne. Når man selv står med montagen, finder man fejlene. Det har været vigtig læring for mig. Og så jeg fået mere selvtillid med projektet.”
Projektet har flyttet Mads i en positiv retning præcist som Steen havde planlagt det. ”Mads har taget ejerskab og vist ansvar. Jeg kan allerede se i de næste projekter at Mads har udviklet sig meget. Vi får nogle dygtige lærlinge på den måde. Vi udfordrer dem gradvist i deres lærlingeperiode, og det er fantastisk at se hvordan de rykker sig personligt og fagligt.”