Har du mødt servicetekniker Alex Bigum?

Oprettet d.

Har du mødt servicetekniker Alex Bigum?

Alex rejser verden rundt og besøger Tårnproducenterne for at montere og servicere Blaaholm udstyr, så måske er du en af de heldige, der har mødt ham?     

Alex er klejnsmed og hans speciale er pneumatik samt alle de komponenter der indgår i Blaaholms udstyr til tårnproduktion. Alex har enestående egenskaber, fordi han husker komponenter i hovedet. Har du oplevet dette? Det er altså til stor værdi i problemløsningen. Alex trives bedst i dialogen med kunderne. Det kan både være support over telefonen, men også under montagen eller serviceopgaven. 

Alex løser opgaver i hele verden

Den ene uge sidder Alex i flyveren på vej til Vestas i USA for at løse en opgave. Når først projektet er 110% i mål, forlader Alex kunden, og sætter sig på flyveren hjem til Blaaholm i Esbjerg. Det varer dog ikke mange dage, før han tripper utålmodigt rundt i værkstedet ivrig for at komme afsted igen på en ny opgave. Og inden kollegaerne har set sig om, sidder han i flyveren på vej til FrancEole i Frankrig for at servicere rullebukke.

”Jeg trives bedst med at møde kunderne og opleve at jeg gør en forskel. Jeg kan ikke forlade et projekt, før vi har leveret det 110% i orden. Rejserne, de tekniske udfordringer og mødet med kunderne er berigende. Jeg lytter til kunderne for at forstå deres præcise udfordringer og behov, og jeg bliver begejstret, når jeg kan optimere deres produktion” fortæller Alex.   

Vi tester og optimerer hos kunderne

Alex får ofte ideer for at optimere produktionen hos vores kunder qua hans indgående erfaring og tekniske knowhow indenfor Tårnproduktion. På et projekt for en tårnproducent erfarer Alex, at signalet ikke fungerer godt nok ud til fjernbetjeningen på en rullebuk. Alex foreslår derfor at lave en test, hvor antennen flyttes udenfor styreskabet for at teste om signalet bliver stærkere. Testen gennemføres med succes. Resultatet bliver at 60 rullebukke i tårnproducentens produktion får antennen flyttet udenfor styreskabet for at rullebukkene kan betjenes bedre med fjernbetjeningen. 

Alex synes det er spændende at være med til at forbedre og optimere løsninger. Han deltager i pilotprojekter og opbygger teststande. På Vestas Towers i Pueblo, deltog Alex i projektet for at optimere Flux Recovery systemerne (se  case story om Vestas Towers).  ”Når det lykkes at skabe gode resultater på teststandene, så er det meget tilfredsstillende at være med til at implementere det i fuld skala efterfølgende. Alt hvad vi gør, skal skabe værdi for kunderne” siger Alex.

Samarbejdet med teknisk salgschef Jesper Hansen er rigtigt godt, og Jesper fortæller om samarbejdet: ”Jeg stoler 100% på Alex. Han vender ikke hjem, før en opgave er løst. Vi har samme holdning til arbejdet, såsom kablerne på vores installationer skal være snorlige. Alex er velvillig, når han skal rejse, og han har opbakning fra sin familie. Hos vores kunder er han vellidt, da Alex har en god tilgang til arbejdet. Udfordringerne hos kunderne sætter han sig grundigt ind i, og han er oftest i stand til at løse udfordringerne på stedet”

En lang rejse

Det har været en lang rejse for den 47-årige Alex, siden han kom til Blaaholm i 2010. Han startede oprindeligt i ScanRobot som praktikant i 4 uger, og kort tid efter overgår Alex til Blaaholm.  På det tidspunkt var der kun 12 ansatte i Blaaholm. Alex er allerede en dygtig tekniker, men uden en formel uddannelse. Torben Blaaholm og Alex indgår derfor aftale om at han starter som voksenlærling på klejnsmed uddannelsen i 2011. Alex kaster sig engageret over uddannelsen og oplæres over årene i Blaaholms produkter og serviceydelser.

Allerede i 2013 tilknyttes Alex afdelingen for svejseautomation og udstyr til tårnproduktion som montage og servicetekniker. Blaaholm vækster og kundekredsen vokser. Alex bliver en vigtig aktør i Blaaholms vækst og udvikling, og er den dag i dag en medarbejder vi sætter rigtig stor pris på.